Bolivia: i alt 20 timers forsinkelse... and still counting

Efter at have nydt et par dage i Portosì, var det tid til at komme videre. Det var dog ikke så simpelt, da lægerne, lærerne og studenterne i hele landet strejkede, hvilket betød at alle veje ud af de større byer var spærret. Men snedige som vi er tog vi da bare toget til Sucre.

Bussen til Sucre ville have taget ca tre timer, og toget var sat til at tage seks. Men turen kørte lidt af skinnerne for os, rent bogstaveligt talt. Efter at have kørt kun en halv time var skinnerne i så dårlig stand at det foreste hjulsæt hoppede af. På en eller anden måde lykkedes det dog personalet at få det tilbage igen, det resulterede dog i at turen blev syv en halv time i stedet for.

I Sucre havde vi hjemmefra fået et tip om et sted at bo. Det var en stor familie der bestod af både børn børnebørn og bedsteforældre der drev et hostel og som gæst blev man nærmest en del af familien.

Sucre var en rigtig smuk by, hvor vi brugte meget af tiden på at slentre rundt i byen og slappe af.

Sucre, også kaldet den hvide by

Om søndagen tog vi ud til den lille landsby, Tarabuco uden for Sucre. En by der ligger øde de fleste af ugens dage, men om søndagen valfarter folk fra oplandet omkring til søndagsmarked. På markedet blev der solgt alt fra frugt til alpaca uld, men det sjoveste var helt klart at se lokalbefolkningen troppe op i deres søndagstøj

Fra Sucre tog vi videre til Bolivias hovedstad La Paz. I selve byen var der ikke det store at lave, men byen ligger som et centralt knudepunkt for en masse flotte ture i området. Så efter et par dage i La Paz tog vi ud til Lake Titicaca. Verdens højeste navigerbare sø. Her blev vi sejlet ud på øen Isla del Sol. Øen hvor solen efter signe skulle være født og søen hvor inkaerne troede at deres to allerførste forfædre blev skabt. Det ikke svært at forstå hvorfor alle de myter er opstået omkring netop dette sted, for det var virkelig smukt.

Efter endnu en overnatning i La Paz tog vi ud og mountenbikede på verdens farligste vej! Da vejen stadig blev brugt, forsvandt der i gennemsnit 27 køretøjer ud over, den op til 600m stejle kant om året. Selv om nogle få biler stadig bruger vejen, er det i dag mest af alt en touristattraktion. Men det var nu stadig en nervepirrende tur ned.

Efter at have mountenbiket ned i bunden, tog vi en bus videre ind i junglen. En bustur der skulle tage omkring 15 timer, men endte med at tage 21 efter forsinkelser, vejarbejde og strejke (bolivianerne elsker at strejke!). Da vi endelig ankom til Rurrenabaque, skyndte vi os at bestille en pampastur ind i junglen.

En helt fantastisk tredags tur ud i junglen, hvor vi boede på en lille lodge og hver dag tog på ture ud der fra. På turene så vi både aligatorer, forskellige aber, slanger og en masse fugle. Der udover fangede vi piratfisk og svømmede med meget legesyge floddelfiner.

Busturen tilbage til La Paz, der forresten var på grusvej det meste af vejen, endte med at tage 26 timer i stedet for de planlagte 18, pga vejarbejde og jordskred. 

Udsigt fra bussen til La Paz

Fra La Paz tog vi videre til Cochabamba,  på hvad vi troede skulle være en komfortabel bustur på asfalt hele vejen. Men klokken fem om morgenen vågnede vi i en bus fyldt med tyk sort røg og en kraftig lugt af brændt gummi, og endte med at måtte tage en tætpakket minibus resten af vejen.

Heldigvis kom vi frem til Cochabamba, hvor vi er nu.

Smuttur til Chile

Vi er nu kommet til Bolivia, det blev dog ikke helt efter planen da vi tog en smuttur igennem det nordlige Chile.

 Efter at have besteget El Misti blev vi endnu et par dage i området omkring Arequipa. Efter et par afslappede dage efter El Misti tog vi ud til Cañón del Colca, som er verdens anden dybeste kløft. Vi tog ud til den lille landsby Cabanaconde, som ligger oven for kløften. Herfra gik vi ned til lille oase i bunden af kløften. Et lille touristparadis med store pools fyldt med termisk opvarmet vand. Det var dog ikke længe vi blev der, vi ankom sent om aftenen og klokken fem næste dag gik turen videre. De første par timer ind langs kløften igennem en masse små, meget primitive landsbyer. Efter af have fået morgenmad i den sidste landsby, gik turen op af kløften igen. Et langt men virkelig smukt strek op af kløften igen, hvor vi blandt andet så en masse Kondore, hvilket er den fugl i verden med anden størst vingefang (op til 3,20 meter). Vi gik tilbage til Cabanaconde, hvorfra vi tog en bus tilbage til Arequipa.

Fra Arequipa tog vi mod Chile, hvor vi stoppede i den første by på den anden side af grænsen, Arica, hvor vi havde en enkelt overnatning før vi tog videre til Iquique. Iquique ligger helt ud til kysten hvilket gav os muligheden for at komme i vandet og få slappet af. Vi tog derudover også til spøgelsbyen Humberstone, som blev forladt efter at nitratproduktionen lukkede i 1960. At gå rundt i byen var fuldstændig som man har set det i westernfilm. Der var et lille hotel med svømmingpool, en gammelt hospital skole og en fabrik alt sammen stod fuldstændig øde.

Fra Iquique tog vi til San Pedro de Atacama, en meget touristet by omgivet af et helt fantastisk landskab. I byen tog vi på et par dagsture til Valle de Luna og et stort gejser område.

Fra San Pedro af tog vi ind i Bolivia. Turen til Bolivia gik igennem en kæmpe ørken fyldt med spejlblanke søer og snebeklædte vulkaner. Turen endte i verdens største saltørken Salar de Uyuni. Den tre dage lange tur gennem ørkenen var vild fed på trods af at firehjulstrækkeren flere gange gik i stykker og de kolde nætter. Turen endte i byen Uyuni, som ikke er værd at skrive hjem om!

Fra Uyuni tog vi til Potosi. En gammel mineby fra kolonitiden, der dengang var Amerikas største og rigeste by. Der bliver stadig ført minedrift i byen med noget mindre udbytte, men med noget der ligner arbejdsvilkårene fra dengang. Vi tog på en tur ned i minerne med en x-minearbejder -en rigtig stor, men skræmmende oplevelse. Nede i minerne var der helt op til 55 grader, og de arbejdede helt op til 24 timer i træk, på en diæt bestående af vand og cocablade.