Smuttur til Chile

Vi er nu kommet til Bolivia, det blev dog ikke helt efter planen da vi tog en smuttur igennem det nordlige Chile.

 Efter at have besteget El Misti blev vi endnu et par dage i området omkring Arequipa. Efter et par afslappede dage efter El Misti tog vi ud til Cañón del Colca, som er verdens anden dybeste kløft. Vi tog ud til den lille landsby Cabanaconde, som ligger oven for kløften. Herfra gik vi ned til lille oase i bunden af kløften. Et lille touristparadis med store pools fyldt med termisk opvarmet vand. Det var dog ikke længe vi blev der, vi ankom sent om aftenen og klokken fem næste dag gik turen videre. De første par timer ind langs kløften igennem en masse små, meget primitive landsbyer. Efter af have fået morgenmad i den sidste landsby, gik turen op af kløften igen. Et langt men virkelig smukt strek op af kløften igen, hvor vi blandt andet så en masse Kondore, hvilket er den fugl i verden med anden størst vingefang (op til 3,20 meter). Vi gik tilbage til Cabanaconde, hvorfra vi tog en bus tilbage til Arequipa.

Fra Arequipa tog vi mod Chile, hvor vi stoppede i den første by på den anden side af grænsen, Arica, hvor vi havde en enkelt overnatning før vi tog videre til Iquique. Iquique ligger helt ud til kysten hvilket gav os muligheden for at komme i vandet og få slappet af. Vi tog derudover også til spøgelsbyen Humberstone, som blev forladt efter at nitratproduktionen lukkede i 1960. At gå rundt i byen var fuldstændig som man har set det i westernfilm. Der var et lille hotel med svømmingpool, en gammelt hospital skole og en fabrik alt sammen stod fuldstændig øde.

Fra Iquique tog vi til San Pedro de Atacama, en meget touristet by omgivet af et helt fantastisk landskab. I byen tog vi på et par dagsture til Valle de Luna og et stort gejser område.

Fra San Pedro af tog vi ind i Bolivia. Turen til Bolivia gik igennem en kæmpe ørken fyldt med spejlblanke søer og snebeklædte vulkaner. Turen endte i verdens største saltørken Salar de Uyuni. Den tre dage lange tur gennem ørkenen var vild fed på trods af at firehjulstrækkeren flere gange gik i stykker og de kolde nætter. Turen endte i byen Uyuni, som ikke er værd at skrive hjem om!

Fra Uyuni tog vi til Potosi. En gammel mineby fra kolonitiden, der dengang var Amerikas største og rigeste by. Der bliver stadig ført minedrift i byen med noget mindre udbytte, men med noget der ligner arbejdsvilkårene fra dengang. Vi tog på en tur ned i minerne med en x-minearbejder -en rigtig stor, men skræmmende oplevelse. Nede i minerne var der helt op til 55 grader, og de arbejdede helt op til 24 timer i træk, på en diæt bestående af vand og cocablade.