Efter at have nydt et par
dage i Portosì, var det tid til at komme videre. Det var dog ikke så simpelt,
da lægerne, lærerne og studenterne i hele landet strejkede, hvilket betød at
alle veje ud af de større byer var spærret. Men snedige som vi er tog vi da
bare toget til Sucre.
Bussen til Sucre ville have taget ca tre timer, og toget
var sat til at tage seks. Men turen kørte lidt af skinnerne for os, rent
bogstaveligt talt. Efter at have kørt kun en halv time var skinnerne i så dårlig
stand at det foreste hjulsæt hoppede af. På en eller anden måde lykkedes det
dog personalet at få det tilbage igen, det resulterede dog i at turen blev syv en halv time i stedet for.
I Sucre havde vi hjemmefra fået et tip om et
sted at bo. Det var en stor familie der bestod af både børn børnebørn og
bedsteforældre der drev et hostel og som gæst blev man nærmest en del af familien.
Sucre var en rigtig smuk by, hvor vi brugte meget af tiden på at slentre
rundt i byen og slappe af.
 |
| Sucre, også kaldet den hvide by |
Om søndagen tog vi ud til
den lille landsby, Tarabuco uden for Sucre. En by der ligger øde
de fleste af ugens dage, men om søndagen valfarter folk fra oplandet omkring til søndagsmarked.
På markedet blev der solgt alt fra frugt til alpaca uld, men det sjoveste var
helt klart at se lokalbefolkningen troppe op i deres søndagstøj
Fra Sucre tog vi videre til Bolivias hovedstad La Paz. I selve byen var der ikke det store at lave, men byen ligger som et centralt
knudepunkt for en masse flotte ture i området. Så efter et par dage i La Paz
tog vi ud til Lake Titicaca. Verdens højeste
navigerbare sø. Her blev vi sejlet ud på øen Isla del Sol. Øen hvor solen efter
signe skulle være født og søen hvor inkaerne troede at deres to allerførste
forfædre blev skabt. Det ikke svært at forstå hvorfor alle de myter er opstået
omkring netop dette sted, for det var virkelig smukt.
Efter endnu en overnatning
i La Paz tog vi ud og
mountenbikede på verdens farligste vej! Da vejen stadig blev brugt, forsvandt
der i gennemsnit 27 køretøjer ud over, den op til 600m stejle kant om året. Selv
om nogle få biler stadig bruger vejen, er det i dag mest af alt en
touristattraktion. Men det var nu stadig en nervepirrende tur ned.
Efter at have mountenbiket ned i bunden, tog vi en bus
videre ind i
junglen. En bustur der skulle tage omkring 15 timer, men endte med at tage 21
efter forsinkelser, vejarbejde og strejke (bolivianerne elsker at strejke!). Da
vi endelig ankom til Rurrenabaque, skyndte vi os at bestille en pampastur ind i junglen.
En helt fantastisk tredags
tur ud i junglen, hvor vi boede på en lille
lodge og hver dag tog på ture ud der fra. På turene så vi både aligatorer,
forskellige aber, slanger og en masse fugle. Der udover fangede vi piratfisk og
svømmede med meget legesyge floddelfiner.
Busturen tilbage til La Paz,
der forresten var på grusvej det meste af vejen, endte med at tage 26 timer i
stedet for de planlagte 18, pga vejarbejde og jordskred.
 |
| Udsigt fra bussen til La Paz |
Fra La Paz tog vi videre til
Cochabamba, på hvad vi troede skulle være en komfortabel bustur på asfalt
hele vejen. Men klokken fem om morgenen vågnede vi i en bus fyldt med tyk sort
røg og en kraftig lugt af brændt gummi, og endte med at måtte tage en tætpakket
minibus resten af vejen.
Heldigvis kom vi frem til Cochabamba,
hvor vi er nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar