Bolivia: i alt 20 timers forsinkelse... and still counting

Efter at have nydt et par dage i Portosì, var det tid til at komme videre. Det var dog ikke så simpelt, da lægerne, lærerne og studenterne i hele landet strejkede, hvilket betød at alle veje ud af de større byer var spærret. Men snedige som vi er tog vi da bare toget til Sucre.

Bussen til Sucre ville have taget ca tre timer, og toget var sat til at tage seks. Men turen kørte lidt af skinnerne for os, rent bogstaveligt talt. Efter at have kørt kun en halv time var skinnerne i så dårlig stand at det foreste hjulsæt hoppede af. På en eller anden måde lykkedes det dog personalet at få det tilbage igen, det resulterede dog i at turen blev syv en halv time i stedet for.

I Sucre havde vi hjemmefra fået et tip om et sted at bo. Det var en stor familie der bestod af både børn børnebørn og bedsteforældre der drev et hostel og som gæst blev man nærmest en del af familien.

Sucre var en rigtig smuk by, hvor vi brugte meget af tiden på at slentre rundt i byen og slappe af.

Sucre, også kaldet den hvide by

Om søndagen tog vi ud til den lille landsby, Tarabuco uden for Sucre. En by der ligger øde de fleste af ugens dage, men om søndagen valfarter folk fra oplandet omkring til søndagsmarked. På markedet blev der solgt alt fra frugt til alpaca uld, men det sjoveste var helt klart at se lokalbefolkningen troppe op i deres søndagstøj

Fra Sucre tog vi videre til Bolivias hovedstad La Paz. I selve byen var der ikke det store at lave, men byen ligger som et centralt knudepunkt for en masse flotte ture i området. Så efter et par dage i La Paz tog vi ud til Lake Titicaca. Verdens højeste navigerbare sø. Her blev vi sejlet ud på øen Isla del Sol. Øen hvor solen efter signe skulle være født og søen hvor inkaerne troede at deres to allerførste forfædre blev skabt. Det ikke svært at forstå hvorfor alle de myter er opstået omkring netop dette sted, for det var virkelig smukt.

Efter endnu en overnatning i La Paz tog vi ud og mountenbikede på verdens farligste vej! Da vejen stadig blev brugt, forsvandt der i gennemsnit 27 køretøjer ud over, den op til 600m stejle kant om året. Selv om nogle få biler stadig bruger vejen, er det i dag mest af alt en touristattraktion. Men det var nu stadig en nervepirrende tur ned.

Efter at have mountenbiket ned i bunden, tog vi en bus videre ind i junglen. En bustur der skulle tage omkring 15 timer, men endte med at tage 21 efter forsinkelser, vejarbejde og strejke (bolivianerne elsker at strejke!). Da vi endelig ankom til Rurrenabaque, skyndte vi os at bestille en pampastur ind i junglen.

En helt fantastisk tredags tur ud i junglen, hvor vi boede på en lille lodge og hver dag tog på ture ud der fra. På turene så vi både aligatorer, forskellige aber, slanger og en masse fugle. Der udover fangede vi piratfisk og svømmede med meget legesyge floddelfiner.

Busturen tilbage til La Paz, der forresten var på grusvej det meste af vejen, endte med at tage 26 timer i stedet for de planlagte 18, pga vejarbejde og jordskred. 

Udsigt fra bussen til La Paz

Fra La Paz tog vi videre til Cochabamba,  på hvad vi troede skulle være en komfortabel bustur på asfalt hele vejen. Men klokken fem om morgenen vågnede vi i en bus fyldt med tyk sort røg og en kraftig lugt af brændt gummi, og endte med at måtte tage en tætpakket minibus resten af vejen.

Heldigvis kom vi frem til Cochabamba, hvor vi er nu.

Smuttur til Chile

Vi er nu kommet til Bolivia, det blev dog ikke helt efter planen da vi tog en smuttur igennem det nordlige Chile.

 Efter at have besteget El Misti blev vi endnu et par dage i området omkring Arequipa. Efter et par afslappede dage efter El Misti tog vi ud til Cañón del Colca, som er verdens anden dybeste kløft. Vi tog ud til den lille landsby Cabanaconde, som ligger oven for kløften. Herfra gik vi ned til lille oase i bunden af kløften. Et lille touristparadis med store pools fyldt med termisk opvarmet vand. Det var dog ikke længe vi blev der, vi ankom sent om aftenen og klokken fem næste dag gik turen videre. De første par timer ind langs kløften igennem en masse små, meget primitive landsbyer. Efter af have fået morgenmad i den sidste landsby, gik turen op af kløften igen. Et langt men virkelig smukt strek op af kløften igen, hvor vi blandt andet så en masse Kondore, hvilket er den fugl i verden med anden størst vingefang (op til 3,20 meter). Vi gik tilbage til Cabanaconde, hvorfra vi tog en bus tilbage til Arequipa.

Fra Arequipa tog vi mod Chile, hvor vi stoppede i den første by på den anden side af grænsen, Arica, hvor vi havde en enkelt overnatning før vi tog videre til Iquique. Iquique ligger helt ud til kysten hvilket gav os muligheden for at komme i vandet og få slappet af. Vi tog derudover også til spøgelsbyen Humberstone, som blev forladt efter at nitratproduktionen lukkede i 1960. At gå rundt i byen var fuldstændig som man har set det i westernfilm. Der var et lille hotel med svømmingpool, en gammelt hospital skole og en fabrik alt sammen stod fuldstændig øde.

Fra Iquique tog vi til San Pedro de Atacama, en meget touristet by omgivet af et helt fantastisk landskab. I byen tog vi på et par dagsture til Valle de Luna og et stort gejser område.

Fra San Pedro af tog vi ind i Bolivia. Turen til Bolivia gik igennem en kæmpe ørken fyldt med spejlblanke søer og snebeklædte vulkaner. Turen endte i verdens største saltørken Salar de Uyuni. Den tre dage lange tur gennem ørkenen var vild fed på trods af at firehjulstrækkeren flere gange gik i stykker og de kolde nætter. Turen endte i byen Uyuni, som ikke er værd at skrive hjem om!

Fra Uyuni tog vi til Potosi. En gammel mineby fra kolonitiden, der dengang var Amerikas største og rigeste by. Der bliver stadig ført minedrift i byen med noget mindre udbytte, men med noget der ligner arbejdsvilkårene fra dengang. Vi tog på en tur ned i minerne med en x-minearbejder -en rigtig stor, men skræmmende oplevelse. Nede i minerne var der helt op til 55 grader, og de arbejdede helt op til 24 timer i træk, på en diæt bestående af vand og cocablade. 

Stille og rolig knald på

Der er sket en del siden sidste blog indlæg. Efter Nazca tog vi bussen til Cusco, inkarnes gamle hovedstad, nu touristernes, hvilket ikke er uden grund. Det er en rigtig flot by, specielt når man er vant til peruvianske betonhuses standard og så tiltrækker utallige inka ruiner i området med Machu Picchu, som hovedattraktion selfølgelig også en del tourister. Efter et par dage i Cusco, som vi bl.a. brugte på at bungee jumpe, tog vi på en fire dages inka jungle trail, som ender ved Machu Picchu. 

Den første dag på turen blev vi sat af i 4300 meters højde, og derfra var det ellers bare downhill mouantianbiking de næste tre timer. Efter frokost var der action på igen da vi skulle ud og river rafte. Det var en virkelig sjov og våd fornøjelse!

Om aftenen sov vi inde i junglen på et eco lodge. Dag to stod på en lang dags trekking gennem julglen, hele dagen var vi omgivet af smukke bjerge og en virkelig flot natur. Efter seks timers trekking ankom vi til nogle virkelig tiltrængte varme kilder.

På tredjedagen blev gruppen meget reduceret da vi ikke havde valgt zip linieing (svævebane). Vi var kun syv personer der gik hele vejen. Turen gik igennem en smuk dal med udsigt til ekstrem flot natur med bjerge og vandfald.

Trekket endte i Aquas Caliente, som ligger ved foden af Machu Picchu. Næste dag vågnede vi klokken fire for at kunne gå op af de 1080 trappetrin til Machu Picchu og være der klokken seks. Efter en guidet rundtur inde i Machu Picchu kravlede vi yderligere 300 højdemeter op på bjerget Huayna Picchu, hvor vi havde en fantastisk, men lidt skyet udsigt over Machu Picchu. Resten af dagen brugte vi på at se de smukke ruiner i solskin.

Efter endnu et par dage i Cusco tog vi bussen til Arequipa, som er Perus anden største by. Her brugte vi de første dage sammen med to franskmænd, Cyril og Vincent, som vi havde mødt på inka jungle trailet. Vincent havde allerede boede I Arequipa i en måned, så han havde mange gode tips og tricks til byen. Bland andet anbefalede han os et madkursus, der inkluderede en guidet tur på markedet.

Her efter gik turen mod toppen af vulkanen El Misti. Vi tog afsted sammen fem andre og to guider. Vi blev en kørt op til 3300 meters højde og gik med fuld oppakning derfra i fem en halv time op til base campen, som ligger i 4500 meters højde. Her fik vi tidlig aftensmad eftersom at vi blev vækket igen ved midnat.

Vi startede klokken halv to om natten på at gå de sidste 1300 højdemeter op til toppen denne gang var det dog uden så meget oppakning. Omkring klokken fem kunne vi se solen begynde at stå op den anden sidde af bjerget, men eftersom vi stadig var i skyggen var det stadig virkelig koldt. Cirka halvvejs mod toppen blev vi nød til at tagge pikke under føderne og finde vores isøkser frem. Mens vi kom nærmere på toppen blev lugten af svovlgasser der kom fra vulkanen og kraftigere og kraftigere. Efter cirka syv timer nåede vi endelig toppen i 5822 meters højde. Fuldstændig udmattede, især den sidste time havde virklig kunne mærke højden og højdemeterne, og Katrine havde lidt af højdesyge de sidste tre timer. Der var en fantastisk udsigt over de omkringliggende bjerge og man kun se krateret og den konstante sky af gas der kom op fra de tog efter at havde sundet os lidt fik vi taget os sammen til at tage et par billeder.

Efter 4 times vandring i vulkan sand nåede vi bunden af vulkanen, hvor vi igen blev hentet af en bil. Da vi kom hjem paa hostlet igen brugte vi de sidste kraftanstrengninger på at gå ned og få lidt at spise, inden vi dejsede om klokken seks på vaerelset.

Start of the gringo trail

Så er vi for alvor startet på Perus gringo trail. I Lima brugte vi tre dag, hvor vi boede i bydelen Miraflores, som er et af Limas pæneste kvartere. En af Limas største attraktioner er dens store udbud af lækre resturanter, hvilket vi selvfølgelig skulle efterprøve. Ud over at spise rigtig god mad, så vi også Limas gamle bydel, en park fyldt med farverige springvand og den flotte kystlinie.

Efter Lima tog vi bussen tilbage op i bjergene til den lille by Huancavileca i 3600 meters højde. I Peru er påsken en stor fest og Huancavileca var ikke nogen undtagelse. Som nogle af de eneste "gringos" oplevede vi optog, markeder og en rigtig hyggelig stemning.

Fra Huancavileca tog vi igen turen ned af Andesbjergene til backpacker paradiset Huacachina. Byen er ikke mere end en samling resturanter og hostels omkring en lille oase midt ude i ørkenen omgivet af kæmpe sandbakker. Her var vi på vingårdsbesøg og smagte den lokale brændevin pisco. I Huacachina var der ikke så meget andet give sig til end at sandboarde, hvilket vi tilgengæld blev meget bidt af. Sandboarding er ørkenens svar på snowboarding.

Nu er vi i Nazca, hvor vi i morges fløj over Nazca linierne. Det var en rigitg fed oplevelse, både flyveturen i et lille seks personers fly med to legesyge piloter og ikke mindst at se det store figure og linier, som er op til 300 meter lange.

Friluft deluxe

Siden sidst er vi kommet et godt stykke vej. Fra Chiclayo to vi bussen til Trujillo og derefter direkte ud til den noget mindre Huanchaco. Det er et lille surferparadis, hvor alle huse lå maks 300 meter fra vandet, og lidt lige som Vilcabamba var beboerne her hovedsageligt gringoes.

 Efter en enkelt overnatning i dette billedskønne, varme, solrige paradis flygtede vi igen op i de kolde, regnfulde bjerge. Nærmere bestemt 3000 højdemeter op i Andesbjergene til byen Huaraz. I Huaraz var målet at komme op og trekke i bjergene, men først blev vi nød til at vænne os til højden et par dage, for at undgå højdesyge. Mens vi ventede på at vores krop havde vænnet sig til den tynde luft, så vi kunne komme afsted, vandrede vi nogle små ture i området. 

På tredje dagen tog vi afsted sammen med seks andre samt en guide, en kok, en æselføre og fire æsler på et fire dags trek. Vi var ikke specielt heldige med vejret de fire dage, men vi have alligevel en rigtig god tur i et fantastisk landskab.

Samme aften vi kom tilbage til Huaraz efter trekket tog vi en natbus til Lima, hvor vi er nu.

Eucador - Peru

Grænsen mellem Eucador og Peru er nu krydset, efter en meget lang rejse i bus, lastbil, taxa, trehjulet knallert og på gåben. Efter Cuenca tog vi en bus til Vilcabamba. Vilcabamba er en meget lille by med en 50/50 fordeling mellem lokale og backpackere. Byen i sig selv er ikke noget særligt, ud over at dens indbyggere skulle blive meget gamle, pga grund af byens rene kildevand og "sunde" cigaretter. Byen har en meget smuk placering og er mest bare en oase hvor backpackere slapper af, med risiko for at blive hængende, mange amerikanere og europæere har sågar købt hus der.

Vi boede på et lille ecolodge midt ude i junglen, ejet af to argentinske biologer. I hytterne var både parets hjemmedyrkede økologiske kaffe, marmelade og müsli at finde. Det var faktisk et rigtigt hyggeligt sted, men efter kun tre ugers backpacking syntes vi ikke at tiden var til at slappe af endnu.

                                                                            

Efter to dage i Vilcabamba, startede den lange rejse mod Peru. I fugleflugt var rejsen egentlig ikke så lang, men der er desværre ikke så meget fulgleflugt over Andesbjergene. Først tog vi en bus til Zumba, hvorfra vi kørte i lastbil til grænsen, med et lille ophold i grøftekanten.

Grænseovergangen var en en lille bro midt ude i ingenting, med et par skure på hver side så det gik meget stille og roligt. Da vi havde fået det peruvianske stempel i vores pas, tog vi sammen fem andre personer en taxa til San Ignazio, hvor vi havde en overnatning. Næste morgen stod vi tidligt op, og efter tre forskellige minibusser var vi endelig fremme i Chachapoyas.

Chachapoyas ligger Andesbjergene og er omgivet af smuk natur og flere arkiologiske fund. Første dag var vi ude og se verdens fjerde største vandfald

Til vandfaldet var der en to timers vandretur opad, og det var et fantastisk syn da vi endelig nåede frem. Vi kom meget tæt på vandfaldet og nåede at blive fuldstændig gennemblødt de få minutter vi var der oppe.

Næste dag tog vi op til Kuelap en kæmpe ruin fra før inkatiden. Fæstningen var over 600 meter lang, 100 meter bred og var op til 20 meter høj. Samtlige sten der var blevet brugt til bygningsværket var blevet bragt der op ved håndkræft fra et stenbrud 1200 højdemeter længere nede. Det var virkelig et facinerende bygningsværk

Efter et par dage I Chachapoyas tog vi videre ud mod kysten til Chiclayo, hvor vi er nu. 

Me gusta Cuenca

Hola amigos!

Så er vores uge på skolebænken overstået, og vi er nu klar til at rejse videre i rigtig backpacker stil. Den sidste uge i Cuenca har vi levet i luksus hos en værtsfamillie, hvor alle tre måltider blev serveret og hvor hushjælpen ordnede vores vasketøj. Famillien bestod at mor Lala og far Victor og deres to voksne døtre. Famillien var rigtig søde og hjælpsomme, men kunne praktisk talt intet engelsk, så her var der rig mulighed for at få øvet det spansk vi lærte i timerne.

De fire første timer af dagen gik med spansktimer. Først to timers grammatik fra 8 til 10 efterfulgt af to timers samtale fra 10 til 12. Om eftermiddagen havde vi de fleste dage fuldt program. Vi tilbragte de fleste dage inde i byen, hvor vi fx var på panamahattemuseum, historisk museum (hvor vi bl.a. så skrumpehoveder!), og besøgte et lokalt ølbryggeri. Cuenca var generelt en rigtig lækker by, byen er meget gammel og spækket med storslåede katedraler og gamle spanske bygninger.

 Et par af dagene tog vi de lokale busser ud til området omkring Cuenca. Her besøgte vi nationalparken Cajas der ligger i 4000 meters højde. I Cajas gik vi i ca fire timer, op og ned af bjerge og forbi mange af de flotte søer. Vel og mærke fire hårde timer, her kunne man virkelig mærke den tynde bjergluft.

 

Udover at besøge nationalparken var vi også ude og se de lokale markeder i landsbyerne omkring Cuenca, og bade i kildevand opvarmet af vulkansk aktivitet.